Vi er et amatørteater som holder til i Aarhus centrum, et stenkast fra domkirken.
Foreningen blev stiftet i 1970 som ‘Amatørscenen Århus’. I 1973 lavede foreningen sin første festugerevy, som blev opført i Tonicas telt på Klostertorvet, og året efter spillede den i Jacobs Bar i Vestergade. I 1975 flyttede foreningen ind i vores nuværende lokaler i Rosensgade og skiftede derfor også foreningens navn til Rosenteatret. Faktisk har vi for få år siden skiftet adressen til Teatertorvet. Men navnet er altså stadig det samme. Og vi er stadig en amatørscene.
Når vi taler om amatører på teatret, gør vi det med den største respekt. Modsat fagmanden, den profesionelle, eller vækstlagsteatret, som spirer mod det profesionelle, så har vi det godt ved at lave det vi gør som amatører. For det betyder ikke stilstand, men et stadigt arbejde med sig selv og teatret. For ordet “amatør” stammer fra de franske ord amateur eller “elsker af”, som går tilbage til den latinske betegnelse “amatorem nom.”
Vi elsker at dele idéer og vi er altid klar på at prøve noget nyt. Igennem årene har vi udført alle mulige former for stykker, fra stykker for børn, til cabaret og absurd teater. Mange venskaber er blevet skabt her. Nogle har valgt at gå videre for at få en professionel teaterkarriere og andre er blevet og nyder det som en hobby.
Her er plads til mangt og meget og vi gør altid en dyd ud af at levere det bedste. Men vi er også klar over at på Rosenteatret er der plads til at lære, til at fordybe og forbedre sig og til at gøre det man bedst kan lide. “For det man gør med hjertet bliver altid godt.”
Som et mangeårigt medlem så rammende har sagt: “Vi ligger her blandt topprofesionelle teatre, midt i Århus. Det kan og skal vi ikke konkurrere med. Men vi kan supplere dem godt.” Og det gør vi – med stor succes. De sidste mange år har vi haft den ene publikums succes efter den anden og anmeldelserne har budt på flere 4 og 5 stjernede oplevelser. Det er vi selvfølgelig stolte af. Men vi gør stadig det vi har hjerte for og laver også de små og skæve forestillinger – til glæde for publikum. Som noget nyt har vi fornyligt indgået et samarbejde med den Århusianske stand-up scene og holder klubaftener i løbet af sæsonen. Det er et helt andet publikum – men det inspirerer og giver mod på at prøve andet også.
“Vi er som en stor familie. Alle hjælper hinanden, så alle som har lyst til at være med er velkommen uanset evner og erfaring. Det hele handler om god energi og lysten til at lave teater. Når jeg er her føler jeg mig fri og entuiastisk. Alle her er frivillige, og gør derfor deres bedste til når de er her, hvilket giver stedet dets egen unikke atmosfære”